Behandlingsidéer

© Betina Karin Lassen, ergoterapeut - specialist i demens og psykiatri

Behandlingsidéer

 

Her kan du se nogle forslag til behandling. Har du behov for flere kan du evt. tage eller arrangere et kursus omkring sanseintegrations behandling.

 

Det er på dit eget ansvar at udføre aktiviteterne, der er beskrevet her eller andre steder på hjemmesiden. Forfatteren frasiger sig ethvert ansvar for din udførelse af de øvelser der nævnes på hjemmesiden. God fornøjelse.

Nogle behandlingsidéer

  • Æltning af dej virker meget beroligende. Det øger kropsfornemmelsen og samler sanseindtrykkene. Lugten virker ofte opkvikkende, derfor skal du være opmærksom på, hvilke krydderier du benytter.
  • Balloner er altid sjove at bruge til aktiviteter og får ofte smilet frem.
  • Ballstik-bolde har gummidupper og fås i to størrelser en på størrelse med tennisbolde og en på størrelse med fodbolde. De er gode til at køre over kroppen og ikke mindst under fødderne. Du skal dog ikke køre på maven, ansigtet, indersiden af armene og lårene, da dette ofte ikke er behageligt.
  • Diverse badesvampe giver mulighed for at stimulere følesansen på forskellige måder.
  • Faldskærme fås i forskellige størrelser på 3,6 meter til 7,3 meter. Den er god til alle, da den både kan virke sænkende og øgende på vågenhedstilstanden afhængig af aktiviteten.
  • Gyngestolen burde alle have. Eller i stedet noget andet stolemateriale, der ikke giver en fast siddepostition - fx en terapibold. Det skyldes, at mange mennesker ofte har mange stillesiddende aktiviteter, hvilket betyder, at balancesansen, muskel-ledsansen og bevægelsessansen stimuleres for lidt.
  • Spise gulerødder virker beroligende, når du tygger dem og når de bevæger sig igennem fordøjelsessystemet. Når du tygger dem aktiver du receptorer der sidder i kæbeledet. Gulerødder har ikke en meget kraftig smag, hvorfor at dens smag ikke vil virke vækkende, som smage ellers ofte gør.
  • Vægtdynen er et genialt redskab til mange mennesker med og uden kendte lidelser. Den kan hjælpe til at mindske indre uro, at man skærer tænder med mere.
Når du prøver dynen for første gang, anbefales det, at du ligger med dynen under observation af en behandler, da de vil kunne forklare eventuelle spørgsmål, der måtte være for eksempel hvor længe må jeg ligge med den ? Kan jeg blive psykotisk af at ligge med den ? osv.
Der er mange, som taler om, at man skal være opmærksom på, hvor længe du skal ligge med dynen. Min erfaring er, at hvis du ikke synes, dynen er rar, skal du prøve en anden model, eller også skal du slet ikke bruge den over dig. Nogle mennesker har det bedre med at ligge oven på dynen eller sidde med den i ryggen eller lignende.
Du er selv i stand til at mærke, hvor længe du kan ligge med den. Det er derfor vigtigt, at du har en almindelig dyne, som du kan skifte over til. 
Hvis du bliver overstimuleret, vil du opleve, at du fx bliver meget træt eller overaktiv efter brugen. Hvis du oplever dette, så kan det være tegn på, at du ikke er i stand til at mærke, at du ikke mere har brug for at ligge med dynen. Er det tilfældet, har du brug for at sætte tidsbegrænsning på, hvor længe du ligger med den.